Christine, Kamilla og Daniela har indvilget i at mødes en dag i maj 2021, hvor coronaens restriktioner stadig kræver, at det foregår online. Fællesnævneren for de tre unge kvinder er, at de alle har en bachelorgrad i kunst og teknologi fra Aalborg Universitet i 2019 (eller Art and Technology, som uddannelsen hed den gang). Og så er de alle blevet udtaget til den samme årligt tilbagevendende udstilling i Århus med værker, der forener kunst og teknologi. Her fortæller de om deres uddannelse, og hvordan de trækker på den i deres nuværende arbejde.
Bruger teknologien til at forstå noget om os selv
Kamilla lægger ud med at fortælle om et værk, hun fik optaget på Spring20 i Århus, der var en særudstilling i forlængelse af Kunstnernes Påskeudstilling 20 i Kunsthal Aarhus.
- Jeg var optaget af, hvordan man kan bruge augmented reality - samme teknologi, der bruges i Pokemon Go - som et kritisk værktøj; hvordan man kan tage plads i et rum, hvor nogle synspunkter kan have svært ved at komme frem pga. den måde, det pågældende rum er organiseret.
Kamilla udstillede med nogle iPhones, som de besøgende kunne låne, hvor hun havde indbygget AR-apps, så de besøgende ved at kigge gennem dem kunne få øje på virtuelle figurer, der hang i kunsthallen forskellige steder, og som relaterede sig til kunsthallens profil. Kamilla uddyber:
- På denne måde kunne de besøgende træde ind i et slags digitalt overlag, som var trukket ned over den eksisterende fysiske virkelighed. Jeg bruger dermed teknologien til at visualisere nogle ’elefanter i rummet’ for at komme et spadestik dybere i at lære mere om os selv.
Som eksempel nævner Kamilla også ”Memekuben”. Her har hun hentet memes fra instagramprofilen ’kulturelitaerememes’, der forholder sig ironisk til den danske kunstscene. I Memekuben roterer sætningerne rundt i en kube, som om de er fysisk til stede i rummet. Kamilla fortæller:
- Jeg synes, det er interessant at cirkulere materiale fra et virtuelt rum, som også påvirker den fysiske verden, altså hvordan menneskers opførsel og interaktion er inde i en institution. Aktiviteterne i det virtuelle rum er som et udvidet rum, der også påvirker de fysiske rum - de virtuelle relationer påvirker også de fysiske.
At formidle videnskab med kunst
Christine Hvidt har hverken arbejdet med VR eller AR, men med interaktive og responsive teknologiske systemer. Hun interesserer sig meget for, hvordan man kan lave andre historier om - og med teknologien.
Som eksempel nævner hun kunst-og-videnskabsprojektet Vekselvirkninger, hvor hun undersøger tang som materiale til skulpturer, der gennem teknologi i form af lysfølsomme sensorer og mikrofoner sanser deres omgivelser.
Værket, der blev alt for aktuelt
Christine og Daniela skabte i februar 2020 et værk, der skulle vise sig at blive langt mere aktuelt, end nogen kunne have forestillet sig, nemlig lydværket ”Virus”. Virus blev optaget på Kunstnernes Påskeudstilling 2020 og var det eneste værk på udstillingen, som ikke kunne ses, men skulle høres. Da ideen til Virus opstod, havde Christine og Daniela kun lige hørt om den nye sygdom langt væk i Wuhan, så værket udsprang ikke direkte af corona – men virussen kom til på sin egen facon at interagere med de to kunstnere og deres publikum, da corona lukkede udstillingen ned. Daniela beskriver værket således:
- Vi var interesserede i samspillet mellem virus og mennesket. I værket har vi lavet en lydfortolkning af de seks stadier fra virus rammer en celle, replicerer sig og til sidst får cellen til at eksplodere. Vi havde sat en hvid bænk op, hvor der var placeret høretelefoner. Resten blev skabt lydeligt.
Christine supplerer:
- Vi var inspireret af mikroorganismer og menneskers interaktion med dem. Vi læste op på, hvordan virus fungerer, og hvad der sker, når virus trænger ind i en celle, og ud fra det lavede vi vores egen fortolkning af, hvordan det kan lyde. Vi forsøgte altså at skabe en sensorisk oplevelse af, hvordan mødet mellem virus og celle kan lyde – og hvor forskelligt, det kan lyde. Vi ville gøre plads til at vise, at mødet mellem virus og celle altid er forskelligt, så det er nogle algoritmer, som vi har sat op, der afgør, hvordan lyden ændrer sig over tid.
Daniela konfronterede sine dæmoner og gav dem en stemme gennem teknologien
Året efter i 2021 fik Daniela igen optaget et værk, ”And the demons sang: Forget me not” på samme udstilling i Århus. I modsætning til tidligere foregik udstillingen online pga. corona, og værkerne var derfor udelukkende digitale. Daniela fortæller at hun ikke kunne have lavet værket uden teknologi:
- Jeg blev inspireret til at lave værket, fordi jeg gik igennem en meget svær periode med depression. Jeg læste meget om depression og angst, og så faldt jeg over en bog, der beskriver den tibetanske praksis Chöd, der handler om, at man konfronterer sine indre dæmoner og bliver venner med dem. Jeg ville gerne give dæmonerne en stemme, og her kan teknologien være god til at simulere denne stemme og give en ny vinkel på nogle fastlåste tanker. Jeg kan ikke se, hvordan jeg kunne have lavet det her værk uden teknologien.
Selve værket består af forglemmigej-blomster, som blev presset, scannet ind og behandlet i Photoshop. I værket bliver pixlerne i billedet omdannet til lyd, som ændrer sig, alt efter hvilken gråtone pixlerne har. Lyden opstår, når computeren læser billedet. Det foranderlige lydforløb repræsenterer de indre dæmonernes sang og skal minde en om, at dæmonerne ikke skal glemmes, men accepteres som en del af livet.
